fredag den 29. juni 2012

Det var så det!...

Så er det ved at være en uge siden at jeg sagde farvel til Rudehøj og en bunke fantastiske Rudehøjer!
Med en blanding af tårer, sygdom, dårligt tv, gode minder og mors omsorg, er tiden faktisk gået forbavsende hurtigt. Selvom jeg stadig har svært ved at vende mig til at blive kaldt Camilla igen. Det er lidt som om at mit nye jeg slet ikke ligger i det navn - Klit er mere blevet den jeg er. Men det er jo bare forvirrende når man er 7 af slagsen herhjemme...

Da jeg sad og kiggede nogle dokumenter igennem, faldt jeg over det afsluttende essay jeg skrev på FRONT - et essay om det at sige farvel. Jeg fik lyst til at dele det med jer, som mine (måske) sidste ord her fra siden af :)
Prøver at vende mig til tanken om at jeg ikke skal tilbage til RE efter ferien, men hvor er det mærkeligt - det har været SÅ godt et år!! :) Men fremtiden ser nu også ret lovende ud ;)

Den 14. august 2011 startede jeg et liv som FRONT'er og mit liv blev forandret for evigt. For én gang FRONT'er = altid FRONT'er!

//Camilla Michelle

God læselyst:

Det var så det!

     Men hvor længe går der? I øjeblikket kan få måneder føles som flere evigheder. Som jeg sidder her og ser alle mine venner gå forbi, vil jeg slet ikke tænke på det. Men jeg ved at om 12 dage, skal jeg tage afsked med dem alle. Tårerne presser sig på, mit hjerte vrider sig af smerte ved tanken. Hvorfor denne smerte? Måske er det bare en illusion. Men vi kender det alle sammen. Farvellet. Det er en del af livet, en del af verden som ikke giver mening. En tid til at vise sin styrke. Dagen hvor man står og ser venner drage af sted og en film af de fælles oplevelser kører gennem hovedet, indtil man må vende sig og gå - for at hindre tårerne i at komme forbi de mascarafyldte øjenlåg. Straks kommer et velkendt citat forbi min hjerne:

"Bliv ikke ked af at tage afsked. 
Et farvel er nødvendigt før I kan mødes igen.
Og mødes igen efter øjeblikke eller livsforløb
er garanteret dem, der er venner."


Jeg har læst det mange gange før, men betydningen i det er stadig ikke til at fange. Hvor ligger nødvendigheden i et farvel? Hvem kan garantere mig at vi ses igen. Vi lover og vi laver aftaler. Men når ferien er forbi og gymnasiet tager til. Hvor findes tiden så? Hvordan kan jeg stole på at vi ikke mister det vi havde? Måske skal jeg gøre mit for at holde fast i det – måske skal jeg bare lade være med at tænke over det.
     Vi har snart sagt farvel til det velkendte. De trygge rammer – min lille tryghedsbobbel, langt fra den kolde verden. De grå skyer fylder himlen. De lover regn. Præcis som livet udenfor boblen. Når døren er lukket bag os, er der igen garanti for hvad livet byder.
     Når jeg ser tilbage på min barndom er det en sløret tåge, mindet om et farvel. Hvordan vi krammede og lovede aldrig at miste hinanden. Brevene flød de første par måneder. Men livet tog til og breve blev til tanker, tankerne flød over i minder og de er det eneste jeg har tilbage nu. Selv barndommen mindes man tilbage mod, når livet suser forbi. Trygheden i at ligge i den lille seng, mens man sagte kunne høre fars dybe stemme mumle i takt med mors grin. Intet ondt kunne røre en – ingen sorg over venner der var væk kunne komme forbi, når man gik gennem verden hånd i hånd med far.
    Selv lærerne hilser på mig, når de travlt går forbi mit skrivende jeg. Et vink. Et smil. Det bringer alt sammen tårer frem – af glæde og af sorg.
     Jeg mindes de gode tider. De sjove og de udfordrende. Hvordan de mentalt har holdt min hånd, mens ungdommens kampe har haft sin gang. Første gang jeg vendte mig mod dem, for at finde styrke i mit nye liv. Mine forældre havde sagt deres farvel – overladt mig til en bygning fyldt med ukendte mennesker. Endnu et farvel – altid et farvel.      Jeg googler det – alt bliver googlet nu om stunder. Jeg skriver ”goodbye” i søgefeltet. En af de første ting der kommer op, er en sang med titlen ”goodbye”. Jeg klikker på linket og teksten dukker frem:
…The one thing I wish I'd forget.
The memory I wanna forget.
Is goodbye…



Camilla Michelle B. Klit
Rudehøj efterskole d. 11. juni 2012

















onsdag den 16. maj 2012

FRONT set i bakspejlet...

                                                                              (Foto: Baun)   
Nu er det snart et år siden at jeg startede på FRONT. I den her uge er det faktisk præcis ét år siden at jeg fyldt med spænding og nervøsitet, tog mine forældre med til introdag for nye elever, hvor jeg for første gang sad i en rundkreds på gulvet sammen med mine kommende bedste venner og fortalte en smule om mig selv. Det var en dag jeg længe havde set frem til, men da den så oprandt følte jeg mig slet ikke klar. Det var nu alligevel sjovt at se alle de andre og få sat ansigt på de navne man før havde hørt. De efterfølgende måneder summede mobilen med beskeder og facebook var altid åben. Hele tiden var man klar til at skrive med de andre og da første skoledag oprandt, følte man allerede at man havde mange gode venner. Det var noget af det der var helt specielt ved FRONT - i forholdt til alle de andre elever på skolen. Fordi man netop vidste at man kom til at være tætte og at man på en helt særlig måde deler rigtig meget af sit liv med de andre, derfor havde vi startet vore venskaber lang tid før vi selv startede på skolen. De første uger kunne man tydeligt mærke forskel på hvem der var FRONT’ere og hvem der var fra de andre klasser. De andre gik måske lidt ensomt og forvirret rundt, mens FRONT allerede var en stor ”gruppe” som var klar til at indtage skolen, med alt var det indebar. Allerede på nat nr. 2 mødtes alle FRONT’er pigerne på værelse 22. til en gang ”natterand” fyldt med cookies, rød sodavand, gyserhistorier og hygge. Jeg husker tydeligt hvordan natten blev afbrudt af at de 2 giv-et-år-medarbejdere stormede ind på værelset og var lige ved at skræmme livet af os alle sammen, da vi i forvejen var fyldt med gys og gru fra historierne. Ugen efter tog vi alle 16 af sted til Århus for at holde et brag af en surprise fest for en af pigerne der havde fødselsdag. Det var det første vi samarbejde om og efter den succes det nu blev, blev det også den første i en lang række fødselsdagsfester.
I starten var vi nok lidt en lukket gruppe og folk havde ingen anelse om hvad vi var og hvorfor der var sådan en klasse på skolen, men da vi begyndte at blande os med de andre blev de alligevel glade for os og vi var hurtigt en accepteret ”gruppe” på skolen.

Når jeg ser tilbage på de første tider, var de svære men også rigtig gode. Jeg kom jo som en lille genert pige, men det forandrede sig hurtigt og allerede i slutningen af efteråret, rystede folk bare på hovedet af mig, når jeg fortalte dem at jeg var genert. Det er helt vildt så hurtigt og meget jeg har forandret mig, nogen gange har jeg endda taget mig selv i ikke at kunne genkende mig selv, fra uge til uge. Men man siger jo også at et efterskoleår svarer til 7 år – gad vide hvad et år på FRONT så svarer til?

Tiden er gået hurtigt, året er snart slut og så skal vi alle sammen videre i livet. Det bliver mærkeligt at man skal væk fra alle de mennesker man holder så meget af – det gælder både lærere og elever. Men så kan vi sidde tilbage og tænker på alle de fede oplevelser vi har haft sammen. På FRONT har vi lavet så ufattelig meget i løbet af et lille år. I starten af året var vi af sted på vores egen lille introtur, hvor vi delte vores liv med hinanden og rendt lidt klumset og forvirret rundt – fordi det hele var så nyt. Senere hen har vi været i Sydafrika hvor vi blev mødt af varme, dejlige mennesker, bunkevis af udfordringer og et kanon fællesskab. Det er nok en af de ting man ser mest frem til og man ser tilbage på med størst glæde. Weekenden efter blev det til en tur med arbejde på lederoase – opvask, madlavning, rengøring, møder og hygge. Vi var stadig trætte efter sidste tur og man kunne tydeligt mærke hvordan vi enlig ikke orkede at være mere sammen, men bare havde brug for at tilbringe lidt tid sammen med de andre Rudehøj’er. Alligevel var det en god tur med masser af McD, nye mennesker og party-musik i bilerne. Ellers har vi lavet småjobs rundt omkring; leget med konfirmander, spillet banko med dem fra plejehjemmet, gjort rent på Oasekontoret og alt det andet som man så hurtigt glemmer, fordi vi kører med 180 km i timen. Endnu en gang har vi igen været på arnejdsteamet til et Oaseprojekt, denne gang påskeoase. Det var hammer hyggeligt og man mødte en masse fantastiske mennesker. Det sidste store vi har lavet er vores uge i menighedspraktik. Hvor jeg, sammen med 3 andre, tilbragte en uge i Karlslunde strandkirke for at se hvad det var for noget. Og sikke en fantastisk uge det var – fyldt med vilde oplevelser.

FRONT er som sagt fyldt med anderledes, fællesskabsbyggende, sjove, fede og totalt geniale oplevelser. Lige nu går vi og ser frem til vores Københavner tur, som er den sidste tur vi skal på som FRONT. Efter det, så er det ved at være tid til at det nye FRONT-hold tager over og så er vi skrevet i glemmebogen. Men hvilket år det har været! Man har lært så ufattelig meget om livet og jeg føler mig godt rustet til at komme ud og gå rigtig i gang med mine lidt ældre ungdoms år. Man er klar på kærlighed og krig, tro og tvivl, og jeg føler at jeg kan stå faste ved mine holdninger og standpunkter, uanset hvad jeg støder ind i. 

                                                             
//Camilla Michelle Klit

fredag den 24. februar 2012

Tilbage igen igen...

Så har man igen haft en helt normal uge - det er faktisk ikke så tit at vi har det. Udover FRONT-timerne hvor der har været Helligånds-tema, har jeg nu også haft engelsk og matematik (for 2. gang) Det er skønt nok lige at bruge sin hjerne til rigtige skoleting en gang imellem, selvom man godt kan mærke at man er ved at være lidt rusten i det. Ellers har ugen bare været stille og rolig. Man kan godt mærke at dagene er blevet længere, og det har jeg udnyttet ved at gå nogle lange dejlige turer i det (lidt) varmere vejr. I tirsdags i ACT var vi nede på plejehjemmet for at hænge plakater op, fordi vi inviterer alle de ældre til at komme og hører et "foredrag" om vores tur til Sydafrika. Det skal nok blive hyggeligt :) I løbet af den her uge har vi på FRONT snakket meget om hvordan Helligånden taler til os og vores lydighed overfor det. Det er noget man går og tænker meget over, fordi... det gør man bare. Jeg havde selv en meget klar (og personlig) oplevelse med det i starten af ugen. Det har virkelig opmuntret mig og gav et helt nyt skud energi. Det er virkelig fedt!
Vi har også haft en del om fasten, da den jo går i gang på aske-onsdag (i onsdags) og så varer de næste 40 dage - det vil sige ind til påske. Det er forskelligt hvor meget og fra hvad, folk de faster, men mon ikke det også bliver en god og givende oplevelse. Når vi når til påske, så står den jo på PåskeOase, hvor vi som FRONT skal hjælpe til med en masse praktiske ting. Det bliver ret fedt :) Så hvis du har lyst til at være med eller bare finde ud af hvad det er, så er det her du skal klikke: PåskeOase '12 ..

Nå. Men alt i alt er det rart nok at være tilbage igen efter en skøn ferie, selvom det er riiimelig hårdt at komme op til tiden og følge med i undervisningen. Men hvad kan man forvente, når det er et par uger siden at man rigtig har lavet noget sidst?! ;)
Weekenden bliver vist ikke mega vild. Der er rigtig mange der tager hjem, så det er jo lidt trist. På søndag drager vi til Århus hvor vi skal til gudstjeneste i Århus Valgmenighed - det bliver kanon! :)

Nyd weekenden med fastelavnsfester og det begyndende forår!
//Camilla Michelle

fredag den 17. februar 2012

Årets største oplevelse!

Jeg er nu lykkelig hjemvendt fra Sydafrika.... LederOase... og skiferie. Nu er det vinterferie og jeg burde vel fortælle jer om det hele. Så her kommer der en (kort) update på mit liv.

Fredag den 6. Januar 2012 tog FRONT afsted mod Sydafrika. Med tog fra Odder til Århus, bus fra Århus til Hamburg, fly fra Hamburg til Dubai og igen fly fra Dubai til Durban, efterfulgt af en køretur fra Durban til Hilton hvor vi så skulle bo og arbejde. Det tog lidt over et døgn, men det var ikke så slemt igen - det var jo også en del af oplevelsen.

(Foto: Lærke Holm)

Det var nogle fantastiske 14 dage og hver eneste dag blev nydt i fulde drag - på trods af træthed, sygdom og mangel på stilhed og god dansk mad ;)



 Vi Legede med fantastiske små afrikaner-børn!



(Foto: Elisabeth Baun)




(Foto: Lærke Holm)



Der blev sunget og danset i vildskab - så nu kan man også et par børne zulu-sange


Men der var også tid til masser af hygge, så som picnic...



                                          ..safari....

  
             


...og masser af tid i poolen!




Vi brugte også en aften på at fejre Mias fødselsdag - det blev selvfølgelig med et poolparty. Der var dansk-slik, mazarintærter (formet som en kagemand), sodavand, høj musik, grill-pølser m. brød og alt hvad der ellers hører til en fødselsdag. 





Men indimellem al den sjov og ballade vi havde, blev der også arbejdet. Mit favoritjob var at male ;)


 (Foto: Elisabeth Baun)


 (Foto: Elisabeth Baun)

 (Foto: Elisabeth Baun)
Hårdt arbejde og masser af sol! Uhmm!

(Foto: Elisabeth Baun)

Det var en helt fantastisk tur. Man lærte ekstremt meget. Udover at man mødte en ny kultur, nye mennesker og bare fik lov til at få et indblik i andres hverdag, lærte man meget om sig selv. Jeg har set mig selv fra nye sider. Fundet ud af hvad der er mine stærke sider, og mine svage. Fundet mange nye grænser, men samtidig også fundet ud af at det slet ikke er så farligt at krydse de fleste af ens grænser. Og selvfølgelig en masse andre ting, som man slet ikke kan forklare. Det er en tur hvor vi har gjort en forskel i andres liv, men der er helt klart også sket en forskel i mit liv.

Jeg har faktisk skrevet en artikel om det til Udfordring, som forklarer en god del af det vi lavede. Den kan også læses på skolens hjemmeside, hvis du bare klikker her: Et sydafrikansk fodspor i hjertet ... Enjoy ;)


Da vi kom hjem fra Sydafrika havde vi lige et par dage hvor vi var helt hjemme - for at få vasket tøj, sovet og givet souvenirs til dem derhjemme. Jeg blev så syg så måtte være hjemme et par ekstra dage - men det gjorde ikke noget. Det gav mig bare ekstra tid til at få sovet ud ;)
Da det så blev weekend efter en skoleuge der bla. indebar en koncert med Kiros, stod weekenden på LederOase. Vi tog trætte, men spændte afsted mod København, hvor den stod på opstilling, rengøring, madlavning, café og hygge. Det var en HÅRD weekend, især fordi man stadig var træt efter Afrikaturen og var langt fra oplagt til at tilbringe en weekend på en skole, dele en sovesal med 15 andre piger og lave alt muligt forskelligt arbejde. Da weekenden var slut blev den fejret med en tur på McD og så stod den ellers på skoleuge en gang til.

Der var fest under køreturen

Denne uge bød på noget værelsesrokade og en masse forvirring. Men det nåede lige at falde på plads, inden vi tog afsted på skitur. Det var dog ikke meget ski jeg fik stået på, pga. at jeg har en knæskade. Men jeg hyggede mig hjemme i hytten med min bog og forskellige småjobs - opvask, oprydning, pandekagebagning og alt muligt hyggeligt. Jeg fik også lov til at "passe" en af mine veninder der fik hjernerystelse og tilbragte en anden dag i selskab med en der ikke kunne komme ud på ski, fordi hun var syg. Så det var alt i alt en super hyggelig uge, med masser af kvalitetstid med de piger man nu boede i hytte med :)

Nu er ferien snart slut og så skal vi igang med en helt normal uge igen - inden det bliver min tur til at have køkken-uge. Det bliver skønt :)

Nyd weekenden

//Camilla Michelle





fredag den 9. december 2011

DOSO/Tarm/SA/10tilforskel/jul.......?


Årh for den da. Det er ved at være alt for længe siden at jeg har skrevet noget herinde. Men som altid, suser tiden bare afsted - jeg forstår ikke hvor den bliver af. Den ene dag er det min fødselsdag i starten af november og den næste dag render vi rundt inde i Århus og fejre 1. december. Jeg kan slet ikke følge med. Jeg vil prøve at spolen filmen lidt tilbage og lige skrive lidt om de aller største højdepunkter vi har haft..

DOSO! Det gik ganske godt og er nu vel overstået - og for længst lagt i glemmebogen. Jeg lå hele ugen begravet i papir og arbejde, og det var da lige ved at tage livet af mig... ;) Men det er den sidste og eneste eksamen jeg skal have i år, hvilket er herligt! Den blev afsluttet med et fint 10-tal så jeg er da tilfreds.

I slutningen af november var vi FRONT'ere én dag på menighedslejr. Nogle skulle hjælpe frimenigheden i Odder og andre (mig+5 andre) skulle hjælpe til på efterskolen Solgården i Tarm, hvor en menighed fra Holstebro holdt lejr. Vi kom derhen sent fredag aften, for at sove der til lørdag - hvor vi skulle bruge et par af vores formiddagstimer på at underholde 10 børn i alderen ca. 10-14. Det gik ganske godt og vi fik lavet en masse mærkelige ting. Alt fra skumfidus-chokoladesovs-konkurrence, til ballondans og papirkuglekrig. Vi tog glade, trætte og tilfredse hjem - selvom de 3 timer i toget på vej hjem var død og pine kedeligt! (På billedet: Lidt af alt det vi fodrede de 10 stakkels børn med!)

Her i slutningen af november/starten af december, har vi har emneuge om kommunikation. Det har været vildt spændende og jeg synes virkelig at man har lært nogle ting man kan bruge. Har især fået meget ud af de timer vi har haft hvor vi har lært om lytning - for en ting vi som mennesker er rigtige dårlige til, det er at lytte og virkelig forstå hvad den der taler vil sige til os. Jeg synes det er fedt at lære at lytte og jeg glæder mig til at blive bedre til det.





I ACT har vi haft gang i at hjælpe "Odder vej og park" det vil sige at vi har rendt rundt i hundekoldt vejr med orange refleksveste, for at samle skrald. Set bort fra trætte ben og frosne næser, så har det faktisk været meget sjovt at prøve :)
I tirsdags blev vi dog flyttet ind fra kulden, for at tage over på plejehjemmet og klippe julepynt med de ældre mennesker. Det var hyggeligt nok at prøve, men de fleste sov stadig da vi kom og der er jo bare ikke den vilde action på sådan et sted.



Sparbank - 10tilforskel "FRONT til Sydafrika, lyder det bekendt? Budskabet er i hvert fald blevet spredt ud over hele Danmark, i vores forsøg på at vinde konkurrencen om de 10.000 kroner. Og vinde den, det gjorde vi! Det meste af tiden har vi ligget langt bag ved nogle spejdere der havde mistet deres hytte i en brand. Men lørdagen før at konkurrencen sluttede om onsdagen, blev vi enige om at der måtte gøres noget. Så vi fik ringet til Kvickly i Odder og fik tilladelse til at stå dernede med vores computere og låne deres internet. Vi troppede en masse Rudehøjere op nede foran Kvickly (både FRONT'ere og "almindelige" elever - der var en hel masse der var friske på at hjælpe) Så vi bruget et par timer af vores eftermiddage på at stå dernede og få folk til at stemme. Og det gik da også ganske godt - det var hunde koldt, men mega hyggeligt og vi fik en lille sjat stemmer, men langt fra nok. Vi prøvede fortsat at skaffe stemmer over facebook, men det så ud til at alt håb var ude. 
Lige indtil tirsdag hvor der var nogle FRONT'ere der besluttede sig for at gå ud og stemme dørklokker. Der blev stemt dørklokker hele eftermiddagen og aftenen og det VÆLTEDE ind med stemmer! Hele skolen fulgte med (endda lærerene som sad til lærermøde) og det summede af spænding… Lige pludselig - puf- så var vi kommet foran de andre og lå nu på en førsteplads. Med under 24 timer tilbage fik vi håbet op og troede nu på at vi havde en chance for at vinde. Det er helt ufatteligt og umuligt at få så mange stemmer på så få timer - og vi ved at ham oppe i det høje har haft en finger med i spillet. 
Onsdag morgen (bemærk at konkurrencen sluttede klokken 11.00 onsdag) cyklede alle FRONT'ere om til vores forstander, for vi var blevet inviteret til morgenmad omme ved ham. I mellemtiden havde vi fået at vide at spejderene klokken 10.00 ville få 400 stemmer mere og så var vi på spanden, for det ville vi aldrig kunne indhente. Ingen kunne rigtig koncentrere sig om den hyggelige morgenmad, for alt handlede om hvordan i alverden vi kunne sikre vores sejer. Jakob (forstander) annoncerede at vi havde fået fri fra de timer vi skulle have indtil klokken 11.00 så vi skulle bare give den gas med at få samlet stemmer ind - men hvordan? Alle folk arbejder jo om formiddagen. Efter at vi sammen havde bedt over det, gik vi i aktion.
Nogle tog om på skoler i Odder by for at få eleverne til at stemme der, mens vi andre tog hjem på skolen for at se hvad vi kunne gøre ved det. Med hver vores computer gik vi nu i aktion med at skrive til alt og alle. Det blev ringet til organisationer som Red Barnet for at få dem til at stemme, der blev skrevet til gymnasier og universiteter Danmark over, hvor det blev skrevet på deres skærme på gangene at man skulle gå ind og stemme på "FRONT til Sydafrika". Stemmerne steg ganske hurtigt og vi kunne mærke spændingen stige. Samtidig kunne vi over facebook følge med i at hele Rudehøj var gået i stå. Elever i 8-9-10 klasse brugte (uden lærernes tilladelse) deres timer på at spamme facebook med at man skulle stemme på os. Og endelig…. Endelig blev klokken 10.30 (bemærk at spejderne stadig ikke havde fået de 400 stemmer - så nu var vi næsten sikre på en sejr). Hele skolen samles 10.40 til morgensamling, men vi sprang over og ville lige skrabe de sidste stemmer sammen. 10.55 mødte front op til morgensamling og smed hjemmesiden op på storskærm, så alle kunne følge med når klokken blev 11.00.. Og det blev den i et virvar af jublen og klappen. Vi vandt og er nu de lykkelige ejere af 10.000 kroner.. Det var en glædens dag og alle man mødte på sin vej ønskede tillykke! Som tak for at alle de herlige Rudehøjer havde hjulpet os, blev vi enige om at bage kage til hele skolen og overraske dem med det..
Her i forgårs (onsdag) kom der 2 mænd fra sparbank og overrakte os checken - det var en fed oplevelse, og nu er vi mere end klar til at sætte kursen mod Sydafrika.

Natten til den 1. december havde vi tradition tro en juleklippenat, eller obligatorisk natterend som det også bliver kaldt. Vi FRONT'ere startede festen lidt før de andre, ved at mødes klokken 24.00 i spisesalen med flag, kage, sang og gaver fordi en helt fantastisk FRONT'er Baun havde fødselsdag der. Så der var masser af hygge og klokken 00.15 begyndte resten af skolens elever at komme. Så blev der spist noget "tak-for-hjælpen-med-at-vinde-de-10.000-kroner" kage, lavet en kæmpe lang guirlande, hørt julemusik og bare rigtig julehygget. Det var en mega hyggelig nat - indtil vi klokken 01.30 blev smidt i seng, i et forsøg på at vi skulle få lidt søvn inden Århusturen den næste dag.

Efter en hurtig (men grundig) rengøring af skolen torsdag morgen, drog hele Rudehøj mod Oddergrisen, for at komme til Århus. Vi havde fået fri hele dagen for at vi kunne juleshoppe og hygge i den gamle by. Der blev råhygget og holdt lidt mere Baun-fødselsdag. En rigtig god start på en tiltrængt forlænget weekend.

Ellers har vi været i gang med at snakke og planlægge Sydafrika. Vi har set film og billeder fra de tidligere ture til Sydafrika, set programmet over hvad vi skal lave og været i gang med at planlægge aktiviteter til børnene når vi nu skal ud og besøge dem i deres børnehaver. Det bliver SÅ spændende og nu kan man jo overhovedet ikke vente længere. Der er under en måned tilbage og tiden kan KUN gå for langsomt..

Det var vist alt for nu - alle de ting jeg har glemt, kan i få lov at få i næste uge.. Nu er der en dejlig weekend i vente. Jeg ønsker jer alle sammen en god (stormende) fredag - og håber ikke at nogen blæser væk :)

//Camilla Michelle

søndag den 6. november 2011

HAPPY BIRTHDAY!

Efter at have startet dagen i dag med at spise Boller i karry til morgenmad, vil jeg lige smide en lille update om gårsdagens hændelser.

Min fødselsdag ''startede'' allerede fredag aften, hvor størstedelen af de elever der var her i weekenden samledes i auditoriet for at se en film og spise fredags slik (Det er ikke sådan når ens lærer har sovet over sig og slet ikke mødt op til time hele TO gange, så må han betale for det.) Filmen skulle eftersigne være rigtig god, men kung fu er langtrukkent og kedeligt, så vi sov alle sammen ret hurtigt. Det var en god ting, for så var vi friske til gamernight på lærerværelset. Computere, slik, sodavand, dejlige mennesker og TOP hygge. En rigtig rigtig hyggelig aften/nat og en god måde at slutte sit 16. år på. Pludselig slog klokken 24.00 og mens jeg sad lige så fredeligt og spillede tetris, brød hele forsamlingen ud i fødselsdagssang (ret hyggeligt) og ind kom 3 dejlige front'er piger med.... popcorn!.. De kender mig bare lidt for godt! Ingen fødselsdag uden popcorn! Det var jo en vældig god start på dagen! Vi gamede videre indtil klokken var ca. 03.00, så blev vi enige om at det nok var klogest at gå i seng ;)


Lørdag morgen blev jeg vækket af min fredelige søvn, ved at min roomies alarm ringede. Jeg orkede ikke at kigge på klokken og havde ingen idé om hvad den var. Men en ting vidste jeg - aldrig har hun slået hendes alarm fra så hurtigt og kommet så hurtigt ud af sengen en lørdag morgen. Og wupti, så var hun ude af døren. Mystisk. Men ja ja, jeg fik fundet min mobil og konstateret at jeg ihvertfald ikke gad at stå op nu (klokken var kun 09.00) for der var mange timer endnu til at der var obligatorisk middagsmad. Så jeg lagde mig til at sove igen... En halv time senere vågnede jeg ved at der lige så stille blev taget i dørhåndtaget. Jeg kunne ikke helt regne ud hvad der foregik, da jeg var langt fra rigtig vågen. Et par sekunder senere hørte jeg nogen hviske "3...2...1.." og så vidste jeg hvad der kom: "I dag er det Camillas fødselsdag" eller "happy birthday to you.." kan faktisk ikke huske hvad de sang. Men ih hvor blev jeg glad. Med ind havde de morgenmad (boller, pandekager, frugt, kakao, mælk etc.), gaver, lys, hjerteballoner og jeg ved ikke hvad. Så der blev ønsket en hel masse tillykke, åbnet nogle gaver, breve og spist en lækker morgenmad. Hvilken fantastisk start på ens fødselsdag. Så er man jo lige i hopla til en dejlig dag..
Dagen i sig selv var stille og rolig. Jeg stenede lidt rundt og kunne ikke rigtig finde på hvad jeg skulle give mig til -.- (intet nyt i det).. Efter en lang dag med et hav af fødselsdagsønsker fra venner og... personer jeg ikke kender.. blev det tid til aftensmad. Boller i karry.. woop woop, jeg kunne ikke selv ha' valgt noget bedre.
Aftenens program var noget fireball og DMA - intet jeg virkelig havde lyst til at lave. Gik dog ned for at se DMA - har aldrig set det før, så en gang skal jo være den første.. Jeg havde ikke nået andet end lige at sætte mig ned, før 2 lækre tøser (Baun og Louise) kom og hev fat i mig og trak mig op på værelset. "Okay, hvad skal vi?.. Hallo, hvor skal vi hen?" Jeg fik besked på at tage varmt tøj på, for vi skulle udenfor i mørket. Årh ha da - det er jo koldt. Men jeg fik fundet noget overtøj og da jeg trådte ud af døren fik jeg bind for øjnene. Nu må de lige stoppe - det var jo mørkt nok i forvejen. Men jeg blev snurret rundt, ført udenfor, snurret rundt og så gik vi ellers. Jeg må indrømme at jeg INGEN idé havde om hvor vi var på vej hen. De grinte også af mig, fordi jeg blev ved med at spørge og panikkede når de sagde at jeg skulle hoppe, eller tage store skridt. Følte mig lidt blondinedum -.-' ... Meeen, langt om længe kom vi frem!

På toppen af containeren havde de lavet en hule hvori der var liggeunderlag, soveposer, pepsi max, cookies, POPCORN,  stearinlys og super hyggeligt! Så vi satte os og snakkede. Kort efter kom Melinda og Albinus også derop. Vi brugte de næste 2-3 timer på at spille EGO - ret så hyggeligt og sjovt.. En herlig afslutning på en god dag! :) Tak for alle hilsnerne! :D

Ha' en go' uge!
//Camilla Michelle

fredag den 4. november 2011

Fest, farver og gråvejr på RE

Woop woop, så er det fødselsdagsweekend! og her på bordet ligger 2 breve/pakker som jeg ikke må åbne før i morgen - SUK!
Ugen er fløjet afsted, med masser af svingende humør og festlige indslag. I går aftes (torsdag) havde vi endnu en temafest. Temaet var denne gang Hollywood og hver familiegruppe skulle klæde sig ud som personer fra en film. Min gruppe var blevet tildelt Ringenes Herre og vi havde nok den ringeste udklædning - men men men, konkurrencer kan vi dog finde ud af og på trods af udklædningen fik vi alligevel en 3. plads! Hvad kan jeg sige, "JL's Englebørn" er for seje! ;)
Ellers har vi haft endnu en omgang læren om Etik. Synes det er rigtig fedt at arbejde med ens meninger og holdninger, da jeg er mega ringe til at tilkendegive dem -.-' Og endnu en gang er det gået op for mig at jeg bare er dårlig til at argumentere for det jeg mener. Årh ha da, men jeg fik dog skrevet mig et læserbrev med overskriften "Abort vs. Adoption" og tror at jeg fandt nogle okay gode argumenter ;)

Ellers har vi kæmpet for at få lavet en film til Sparbank. Denne film handler om os som FRONT, og at vi skal til Sydafrika til januar. Vi deltager i en konkurrence som Sparbank har, hvor man kan vinde 10.000 kroner til et projekt, hvis ens film får stemmer nok. Vi har enlig klaret det rimelig godt indtil i går, hvor vi blev overhalet af en flok spejdere. Nu ligger vi på andenpladsen, og det er vi ikke helt tilfreds med :) Klik ind på sparbank, se vores film og afgiv din stemme - nemlig ja!
Næste uge står den på Brobygning, hvor vi skal ud og besøge nogle forskellige uddannelsessteder - så må vi se om det bliver fedt. Ellers går det stille og roligt her på RE, uden de helt vilde oplevelser. Weekenden skal holdes på skolen og jeg håber at det bliver hyggeligt. Der er ikke rigtig nogle planer for den, men da jeg jo bliver gammel i morgen, regner jeg med at finde på et eller andet tosset ;)

Ønsker jer alle sammen en helt fantastisk weekend - og må I nyde årets vigtigste dag (5. nov) i fulde drag!
//Camilla Michelle