I går sad jeg og skrev med en af mine nyere venner, da vi kom til at snakke om det med at kunne lide nye mennesker og være udadvent og sådan noget. Hvortil jeg fortæller ham at jeg ikke kan lide nye mennesker, jeg kan ikke lide mange mennesker og jeg er toppen af genert. Det var bare lige som om at han ikke rigtig ville tro på det. Så var det at han spurgte: hvorfor er du så taget på efterskole, hvis du ikke kan lide mange nye mennesker? Hvorfor tog du på en uges SommerOase, uden at kende et øje, hvis du ikke kan lide nye mennesker?...
Det var bare lidt lige som om at jeg ikke kunne svare på det. For jeg tog på efterskole fordi jeg havde lyst til det og syntes at det kunne være mega fedt at få en masse nye venner, og jeg tog på SommerOase fordi jeg gerne ville opleve noget nyt og spændende. Da var det at det gik op for mig, at jeg har "sat mig selv i bås", jeg har fortalt mig selv at sådan her er jeg; fordi sådan var jeg da jeg var 5-10-13 år gammel, og det har ikke ændret sig. Men det har rent faktisk ændret sig. Ligepludselig når jeg sidder og tænker over det, er jeg ikke længere den lille generte pige der ikke turde starte i børnehaveklasse. Jeg har ikke længere noget imod at være sammen med mange mennesker, inkl. mennesker jeg ikke kender. Nej, tvært imod. Jeg glæder mig til de tidspunkter hvor huset er fyldt med gæster eller skolen bliver fyldt med gamle elever.
Det er mærkeligt hvordan man kan gå og bilde sig selv ind at man har én personlighed, som man måske hader at have og jo rent faktisk slet ikke har. Bare fordi man var sådan engang, og ikke lige har opdaget at der er sket så mange nye ting i ens liv, så man er blevet helt anderledes...
Bare lige en lille tanke herfra, håber den var forståelig..?
//Camilla Michelle
Du er bare for sej !! hvor er det fedt at læse - og hvor har du ret !!
SvarSlet