Det var så det!...

Så er det ved at være en uge siden at jeg sagde farvel til Rudehøj og en bunke fantastiske Rudehøjer!
Med en blanding af tårer, sygdom, dårligt tv, gode minder og mors omsorg, er tiden faktisk gået forbavsende hurtigt. Selvom jeg stadig har svært ved at vende mig til at blive kaldt Camilla igen. Det er lidt som om at mit nye jeg slet ikke ligger i det navn - Klit er mere blevet den jeg er. Men det er jo bare forvirrende når man er 7 af slagsen herhjemme...

Da jeg sad og kiggede nogle dokumenter igennem, faldt jeg over det afsluttende essay jeg skrev på FRONT - et essay om det at sige farvel. Jeg fik lyst til at dele det med jer, som mine (måske) sidste ord her fra siden af :)
Prøver at vende mig til tanken om at jeg ikke skal tilbage til RE efter ferien, men hvor er det mærkeligt - det har været SÅ godt et år!! :) Men fremtiden ser nu også ret lovende ud ;)

Den 14. august 2011 startede jeg et liv som FRONT'er og mit liv blev forandret for evigt. For én gang FRONT'er = altid FRONT'er!

//Camilla Michelle

God læselyst:

Det var så det!

     Men hvor længe går der? I øjeblikket kan få måneder føles som flere evigheder. Som jeg sidder her og ser alle mine venner gå forbi, vil jeg slet ikke tænke på det. Men jeg ved at om 12 dage, skal jeg tage afsked med dem alle. Tårerne presser sig på, mit hjerte vrider sig af smerte ved tanken. Hvorfor denne smerte? Måske er det bare en illusion. Men vi kender det alle sammen. Farvellet. Det er en del af livet, en del af verden som ikke giver mening. En tid til at vise sin styrke. Dagen hvor man står og ser venner drage af sted og en film af de fælles oplevelser kører gennem hovedet, indtil man må vende sig og gå - for at hindre tårerne i at komme forbi de mascarafyldte øjenlåg. Straks kommer et velkendt citat forbi min hjerne:

"Bliv ikke ked af at tage afsked. 

Et farvel er nødvendigt før I kan mødes igen.

Og mødes igen efter øjeblikke eller livsforløb

er garanteret dem, der er venner."

Jeg har læst det mange gange før, men betydningen i det er stadig ikke til at fange. Hvor ligger nødvendigheden i et farvel? Hvem kan garantere mig at vi ses igen. Vi lover og vi laver aftaler. Men når ferien er forbi og gymnasiet tager til. Hvor findes tiden så? Hvordan kan jeg stole på at vi ikke mister det vi havde? Måske skal jeg gøre mit for at holde fast i det – måske skal jeg bare lade være med at tænke over det.
     Vi har snart sagt farvel til det velkendte. De trygge rammer – min lille tryghedsbobbel, langt fra den kolde verden. De grå skyer fylder himlen. De lover regn. Præcis som livet udenfor boblen. Når døren er lukket bag os, er der igen garanti for hvad livet byder.
     Når jeg ser tilbage på min barndom er det en sløret tåge, mindet om et farvel. Hvordan vi krammede og lovede aldrig at miste hinanden. Brevene flød de første par måneder. Men livet tog til og breve blev til tanker, tankerne flød over i minder og de er det eneste jeg har tilbage nu. Selv barndommen mindes man tilbage mod, når livet suser forbi. Trygheden i at ligge i den lille seng, mens man sagte kunne høre fars dybe stemme mumle i takt med mors grin. Intet ondt kunne røre en – ingen sorg over venner der var væk kunne komme forbi, når man gik gennem verden hånd i hånd med far.
    Selv lærerne hilser på mig, når de travlt går forbi mit skrivende jeg. Et vink. Et smil. Det bringer alt sammen tårer frem – af glæde og af sorg.
     Jeg mindes de gode tider. De sjove og de udfordrende. Hvordan de mentalt har holdt min hånd, mens ungdommens kampe har haft sin gang. Første gang jeg vendte mig mod dem, for at finde styrke i mit nye liv. Mine forældre havde sagt deres farvel – overladt mig til en bygning fyldt med ukendte mennesker. Endnu et farvel – altid et farvel.      Jeg googler det – alt bliver googlet nu om stunder. Jeg skriver ”goodbye” i søgefeltet. En af de første ting der kommer op, er en sang med titlen ”goodbye”. Jeg klikker på linket og teksten dukker frem:

…The one thing I wish I'd forget.
The memory I wanna forget.
Is goodbye…

Camilla Michelle B. Klit

Rudehøj efterskole d. 11. juni 2012

FRONT set i bakspejlet...

                                                                              (Foto: Baun)   

Nu er det snart et år siden at jeg startede på FRONT. I den her uge er det faktisk præcis ét år siden at jeg fyldt med spænding og nervøsitet, tog mine forældre med til introdag for nye elever, hvor jeg for første gang sad i en rundkreds på gulvet sammen med mine kommende bedste venner og fortalte en smule om mig selv. Det var en dag jeg længe havde set frem til, men da den så oprandt følte jeg mig slet ikke klar. Det var nu alligevel sjovt at se alle de andre og få sat ansigt på de navne man før havde hørt. De efterfølgende måneder summede mobilen med beskeder og facebook var altid åben. Hele tiden var man klar til at skrive med de andre og da første skoledag oprandt, følte man allerede at man havde mange gode venner. Det var noget af det der var helt specielt ved FRONT - i forholdt til alle de andre elever på skolen. Fordi man netop vidste at man kom til at være tætte og at man på en helt særlig måde deler rigtig meget af sit liv med de andre, derfor havde vi startet vore venskaber lang tid før vi selv startede på skolen. De første uger kunne man tydeligt mærke forskel på hvem der var FRONT’ere og hvem der var fra de andre klasser. De andre gik måske lidt ensomt og forvirret rundt, mens FRONT allerede var en stor ”gruppe” som var klar til at indtage skolen, med alt var det indebar. Allerede på nat nr. 2 mødtes alle FRONT’er pigerne på værelse 22. til en gang ”natterand” fyldt med cookies, rød sodavand, gyserhistorier og hygge. Jeg husker tydeligt hvordan natten blev afbrudt af at de 2 giv-et-år-medarbejdere stormede ind på værelset og var lige ved at skræmme livet af os alle sammen, da vi i forvejen var fyldt med gys og gru fra historierne. Ugen efter tog vi alle 16 af sted til Århus for at holde et brag af en surprise fest for en af pigerne der havde fødselsdag. Det var det første vi samarbejde om og efter den succes det nu blev, blev det også den første i en lang række fødselsdagsfester.

I starten var vi nok lidt en lukket gruppe og folk havde ingen anelse om hvad vi var og hvorfor der var sådan en klasse på skolen, men da vi begyndte at blande os med de andre blev de alligevel glade for os og vi var hurtigt en accepteret ”gruppe” på skolen.

Når jeg ser tilbage på de første tider, var de svære men også rigtig gode. Jeg kom jo som en lille genert pige, men det forandrede sig hurtigt og allerede i slutningen af efteråret, rystede folk bare på hovedet af mig, når jeg fortalte dem at jeg var genert. Det er helt vildt så hurtigt og meget jeg har forandret mig, nogen gange har jeg endda taget mig selv i ikke at kunne genkende mig selv, fra uge til uge. Men man siger jo også at et efterskoleår svarer til 7 år – gad vide hvad et år på FRONT så svarer til?

Tiden er gået hurtigt, året er snart slut og så skal vi alle sammen videre i livet. Det bliver mærkeligt at man skal væk fra alle de mennesker man holder så meget af – det gælder både lærere og elever. Men så kan vi sidde tilbage og tænker på alle de fede oplevelser vi har haft sammen. På FRONT har vi lavet så ufattelig meget i løbet af et lille år. I starten af året var vi af sted på vores egen lille introtur, hvor vi delte vores liv med hinanden og rendt lidt klumset og forvirret rundt – fordi det hele var så nyt. Senere hen har vi været i Sydafrika hvor vi blev mødt af varme, dejlige mennesker, bunkevis af udfordringer og et kanon fællesskab. Det er nok en af de ting man ser mest frem til og man ser tilbage på med størst glæde. Weekenden efter blev det til en tur med arbejde på lederoase – opvask, madlavning, rengøring, møder og hygge. Vi var stadig trætte efter sidste tur og man kunne tydeligt mærke hvordan vi enlig ikke orkede at være mere sammen, men bare havde brug for at tilbringe lidt tid sammen med de andre Rudehøj’er. Alligevel var det en god tur med masser af McD, nye mennesker og party-musik i bilerne. Ellers har vi lavet småjobs rundt omkring; leget med konfirmander, spillet banko med dem fra plejehjemmet, gjort rent på Oasekontoret og alt det andet som man så hurtigt glemmer, fordi vi kører med 180 km i timen. Endnu en gang har vi igen været på arnejdsteamet til et Oaseprojekt, denne gang påskeoase. Det var hammer hyggeligt og man mødte en masse fantastiske mennesker. Det sidste store vi har lavet er vores uge i menighedspraktik. Hvor jeg, sammen med 3 andre, tilbragte en uge i Karlslunde strandkirke for at se hvad det var for noget. Og sikke en fantastisk uge det var – fyldt med vilde oplevelser.

FRONT er som sagt fyldt med anderledes, fællesskabsbyggende, sjove, fede og totalt geniale oplevelser. Lige nu går vi og ser frem til vores Københavner tur, som er den sidste tur vi skal på som FRONT. Efter det, så er det ved at være tid til at det nye FRONT-hold tager over og så er vi skrevet i glemmebogen. Men hvilket år det har været! Man har lært så ufattelig meget om livet og jeg føler mig godt rustet til at komme ud og gå rigtig i gang med mine lidt ældre ungdoms år. Man er klar på kærlighed og krig, tro og tvivl, og jeg føler at jeg kan stå faste ved mine holdninger og standpunkter, uanset hvad jeg støder ind i. 

                                                             

//Camilla Michelle Klit

Tilbage igen igen...

Så har man igen haft en helt normal uge - det er faktisk ikke så tit at vi har det. Udover FRONT-timerne hvor der har været Helligånds-tema, har jeg nu også haft engelsk og matematik (for 2. gang) Det er skønt nok lige at bruge sin hjerne til rigtige skoleting en gang imellem, selvom man godt kan mærke at man er ved at være lidt rusten i det. Ellers har ugen bare været stille og rolig. Man kan godt mærke at dagene er blevet længere, og det har jeg udnyttet ved at gå nogle lange dejlige turer i det (lidt) varmere vejr. I tirsdags i ACT var vi nede på plejehjemmet for at hænge plakater op, fordi vi inviterer alle de ældre til at komme og hører et "foredrag" om vores tur til Sydafrika. Det skal nok blive hyggeligt :) I løbet af den her uge har vi på FRONT snakket meget om hvordan Helligånden taler til os og vores lydighed overfor det. Det er noget man går og tænker meget over, fordi... det gør man bare. Jeg havde selv en meget klar (og personlig) oplevelse med det i starten af ugen. Det har virkelig opmuntret mig og gav et helt nyt skud energi. Det er virkelig fedt!
Vi har også haft en del om fasten, da den jo går i gang på aske-onsdag (i onsdags) og så varer de næste 40 dage - det vil sige ind til påske. Det er forskelligt hvor meget og fra hvad, folk de faster, men mon ikke det også bliver en god og givende oplevelse. Når vi når til påske, så står den jo på PåskeOase, hvor vi som FRONT skal hjælpe til med en masse praktiske ting. Det bliver ret fedt :) Så hvis du har lyst til at være med eller bare finde ud af hvad det er, så er det her du skal klikke: PåskeOase '12 ..

Nå. Men alt i alt er det rart nok at være tilbage igen efter en skøn ferie, selvom det er riiimelig hårdt at komme op til tiden og følge med i undervisningen. Men hvad kan man forvente, når det er et par uger siden at man rigtig har lavet noget sidst?! ;)
Weekenden bliver vist ikke mega vild. Der er rigtig mange der tager hjem, så det er jo lidt trist. På søndag drager vi til Århus hvor vi skal til gudstjeneste i Århus Valgmenighed - det bliver kanon! :)

Nyd weekenden med fastelavnsfester og det begyndende forår!
//Camilla Michelle

Årets største oplevelse!

Jeg er nu lykkelig hjemvendt fra Sydafrika.... LederOase... og skiferie. Nu er det vinterferie og jeg burde vel fortælle jer om det hele. Så her kommer der en (kort) update på mit liv.

Fredag den 6. Januar 2012 tog FRONT afsted mod Sydafrika. Med tog fra Odder til Århus, bus fra Århus til Hamburg, fly fra Hamburg til Dubai og igen fly fra Dubai til Durban, efterfulgt af en køretur fra Durban til Hilton hvor vi så skulle bo og arbejde. Det tog lidt over et døgn, men det var ikke så slemt igen - det var jo også en del af oplevelsen.

(Foto: Lærke Holm)

Det var nogle fantastiske 14 dage og hver eneste dag blev nydt i fulde drag - på trods af træthed, sygdom og mangel på stilhed og god dansk mad ;)

 Vi Legede med fantastiske små afrikaner-børn!

(Foto: Elisabeth Baun)

(Foto: Lærke Holm)

Der blev sunget og danset i vildskab - så nu kan man også et par børne zulu-sange

Men der var også tid til masser af hygge, så som picnic...

                                          ..safari....

  

             

...og masser af tid i poolen!

Vi brugte også en aften på at fejre Mias fødselsdag - det blev selvfølgelig med et poolparty. Der var dansk-slik, mazarintærter (formet som en kagemand), sodavand, høj musik, grill-pølser m. brød og alt hvad der ellers hører til en fødselsdag. 

Men indimellem al den sjov og ballade vi havde, blev der også arbejdet. Mit favoritjob var at male ;)

 (Foto: Elisabeth Baun)

 (Foto: Elisabeth Baun)

 (Foto: Elisabeth Baun)

Hårdt arbejde og masser af sol! Uhmm!

(Foto: Elisabeth Baun)

Det var en helt fantastisk tur. Man lærte ekstremt meget. Udover at man mødte en ny kultur, nye mennesker og bare fik lov til at få et indblik i andres hverdag, lærte man meget om sig selv. Jeg har set mig selv fra nye sider. Fundet ud af hvad der er mine stærke sider, og mine svage. Fundet mange nye grænser, men samtidig også fundet ud af at det slet ikke er så farligt at krydse de fleste af ens grænser. Og selvfølgelig en masse andre ting, som man slet ikke kan forklare. Det er en tur hvor vi har gjort en forskel i andres liv, men der er helt klart også sket en forskel i mit liv.

Jeg har faktisk skrevet en artikel om det til Udfordring, som forklarer en god del af det vi lavede. Den kan også læses på skolens hjemmeside, hvis du bare klikker her: Et sydafrikansk fodspor i hjertet ... Enjoy ;)


Da vi kom hjem fra Sydafrika havde vi lige et par dage hvor vi var helt hjemme - for at få vasket tøj, sovet og givet souvenirs til dem derhjemme. Jeg blev så syg så måtte være hjemme et par ekstra dage - men det gjorde ikke noget. Det gav mig bare ekstra tid til at få sovet ud ;)
Da det så blev weekend efter en skoleuge der bla. indebar en koncert med Kiros, stod weekenden på LederOase. Vi tog trætte, men spændte afsted mod København, hvor den stod på opstilling, rengøring, madlavning, café og hygge. Det var en HÅRD weekend, især fordi man stadig var træt efter Afrikaturen og var langt fra oplagt til at tilbringe en weekend på en skole, dele en sovesal med 15 andre piger og lave alt muligt forskelligt arbejde. Da weekenden var slut blev den fejret med en tur på McD og så stod den ellers på skoleuge en gang til.

Der var fest under køreturen

Denne uge bød på noget værelsesrokade og en masse forvirring. Men det nåede lige at falde på plads, inden vi tog afsted på skitur. Det var dog ikke meget ski jeg fik stået på, pga. at jeg har en knæskade. Men jeg hyggede mig hjemme i hytten med min bog og forskellige småjobs - opvask, oprydning, pandekagebagning og alt muligt hyggeligt. Jeg fik også lov til at "passe" en af mine veninder der fik hjernerystelse og tilbragte en anden dag i selskab med en der ikke kunne komme ud på ski, fordi hun var syg. Så det var alt i alt en super hyggelig uge, med masser af kvalitetstid med de piger man nu boede i hytte med :)

Nu er ferien snart slut og så skal vi igang med en helt normal uge igen - inden det bliver min tur til at have køkken-uge. Det bliver skønt :)

Nyd weekenden

//Camilla Michelle