Så er det ved at være en uge siden at jeg sagde farvel til Rudehøj og en bunke fantastiske Rudehøjer!Med en blanding af tårer, sygdom, dårligt tv, gode minder og mors omsorg, er tiden faktisk gået forbavsende hurtigt. Selvom jeg stadig har svært ved at vende mig til at blive kaldt Camilla igen. Det er lidt som om at mit nye jeg slet ikke ligger i det navn - Klit er mere blevet den jeg er. Men det er jo bare forvirrende når man er 7 af slagsen herhjemme...
Da jeg sad og kiggede nogle dokumenter igennem, faldt jeg over det afsluttende essay jeg skrev på FRONT - et essay om det at sige farvel. Jeg fik lyst til at dele det med jer, som mine (måske) sidste ord her fra siden af :)
Prøver at vende mig til tanken om at jeg ikke skal tilbage til RE efter ferien, men hvor er det mærkeligt - det har været SÅ godt et år!! :) Men fremtiden ser nu også ret lovende ud ;)
Den 14. august 2011 startede jeg et liv som FRONT'er og mit liv blev forandret for evigt. For én gang FRONT'er = altid FRONT'er!
//Camilla Michelle
Det var så det!
Men hvor længe går der? I øjeblikket kan få måneder føles som flere evigheder. Som jeg sidder her og ser alle mine venner gå forbi, vil jeg slet ikke tænke på det. Men jeg ved at om 12 dage, skal jeg tage afsked med dem alle. Tårerne presser sig på, mit hjerte vrider sig af smerte ved tanken. Hvorfor denne smerte? Måske er det bare en illusion. Men vi kender det alle sammen. Farvellet. Det er en del af livet, en del af verden som ikke giver mening. En tid til at vise sin styrke. Dagen hvor man står og ser venner drage af sted og en film af de fælles oplevelser kører gennem hovedet, indtil man må vende sig og gå - for at hindre tårerne i at komme forbi de mascarafyldte øjenlåg. Straks kommer et velkendt citat forbi min hjerne:
"Bliv ikke ked af at tage afsked.
Et farvel er nødvendigt før I kan mødes igen.
Og mødes igen efter øjeblikke eller livsforløb
er garanteret dem, der er venner."
Jeg har læst det mange gange før, men betydningen i det er stadig ikke til at fange. Hvor ligger nødvendigheden i et farvel? Hvem kan garantere mig at vi ses igen. Vi lover og vi laver aftaler. Men når ferien er forbi og gymnasiet tager til. Hvor findes tiden så? Hvordan kan jeg stole på at vi ikke mister det vi havde? Måske skal jeg gøre mit for at holde fast i det – måske skal jeg bare lade være med at tænke over det.
Vi har snart sagt farvel til det velkendte. De trygge rammer – min lille tryghedsbobbel, langt fra den kolde verden. De grå skyer fylder himlen. De lover regn. Præcis som livet udenfor boblen. Når døren er lukket bag os, er der igen garanti for hvad livet byder.
Når jeg ser tilbage på min barndom er det en sløret tåge, mindet om et farvel. Hvordan vi krammede og lovede aldrig at miste hinanden. Brevene flød de første par måneder. Men livet tog til og breve blev til tanker, tankerne flød over i minder og de er det eneste jeg har tilbage nu. Selv barndommen mindes man tilbage mod, når livet suser forbi. Trygheden i at ligge i den lille seng, mens man sagte kunne høre fars dybe stemme mumle i takt med mors grin. Intet ondt kunne røre en – ingen sorg over venner der var væk kunne komme forbi, når man gik gennem verden hånd i hånd med far.
Selv lærerne hilser på mig, når de travlt går forbi mit skrivende jeg. Et vink. Et smil. Det bringer alt sammen tårer frem – af glæde og af sorg.
Jeg mindes de gode tider. De sjove og de udfordrende. Hvordan de mentalt har holdt min hånd, mens ungdommens kampe har haft sin gang. Første gang jeg vendte mig mod dem, for at finde styrke i mit nye liv. Mine forældre havde sagt deres farvel – overladt mig til en bygning fyldt med ukendte mennesker. Endnu et farvel – altid et farvel. Jeg googler det – alt bliver googlet nu om stunder. Jeg skriver ”goodbye” i søgefeltet. En af de første ting der kommer op, er en sang med titlen ”goodbye”. Jeg klikker på linket og teksten dukker frem:
…The one thing I wish
I'd forget.
The memory I wanna forget.
Is goodbye…
The memory I wanna forget.
Is goodbye…
Camilla Michelle B. Klit
Rudehøj efterskole d. 11. juni 2012
